VisitVejen

Forårsfrokost med gåtur

Hent en forårsfrokost to go hos Herregårdskælderen på Sønderskov og ta' en tur ud på en af områdets mange stier. Oplev foråret, naturen og god mad gå op i en højere enhed. 

 - eller du kan sætte dig i haven omkring Sønderskov og nyde udsigten til den smukke gamle herregård.

Naturen er åben, og foråret giver mulighed for masser af oplevelser derude, giv det hele et ekstra pift med en dejlig madpakke fra Herregårdskælderen på Sønderskov. Kort sagt: Lav en dejlig dag - for dig selv og dem du holder af. 

Madpakken er pakket i bionedbrydeligt materiale. Al maden er klargjort til ”fingrene”, så bestik er ikke nødvendigt

  • Saltmandler
  • Grøntsagssnacks med dip
  • Fiskefrikadelle med grov grønsagsremoulade
  • Sandwich med æg og rejer
  • Sandwich med skinke og ost
  • Kyllingelår med tomatsalsa
  • Oksekødspirog
  • Brie og Svenbo fra Jernved Mejeri
  • Druer
  • Chokolademuffin
  • To grovboller og en ostebolle

Kr. 175, - og kan købes onsdage til søndage fra den 7. april og til slutningen af maj. Du bestiller ved at sende en mail til preben@sonderskov.dk - senest dagen før du skal bruge madpakken. Preben er alene i køkkenet, så hav lidt tålmodighed på svar. Bestillinger bliver altid bekræftet. Du kan vælge at afhente selv i restauranten eller købe levering til dit gåturs-sted. 

Madpakken er ikke egnet til at have i en rygsæk. 

Ved afhentning i restauranten vil der være venlig og høflig selvbetjening, hvor "Madkasserne" vil stå klar med navn og vedlagt faktura, som du betaler via mobile pay. Der vil være sprit både uden for og inden for døren, og mulighed for at vaske hænder på toilettet.

Mod betaling kan du få leveret maden til følgende steder: 

  • Parkeringspladsen ved Åtte Bjerge, dvs. på den parkeringsplads, der ligger ud til vejen, Åttevej 31C, 6683 Føvling, 100 kr. i levering. Der er en overdækket madpakkehytte oppe ved selve søen og på toppen af Flaghøj er der fantastisk udsigt. 
  • Parkeringspladsen ved Frihedsbroen/Kongeåstien. Her er der rundrute til Kongeåstien, rundrute som Sort Kløversti/Vejen, og Hærvejsvandrerute mod Knagmøllen. Adressen er Frihedsvej 6B, 6630 Rødding - 100 kr. i levering
  • Parkeringpladsen til Skelhøj ved Tobøl - Vesterbyvej 49, 6683 Føvling. P-pladsen ligger ud til vejen, og du skal følge stien til selve Skelhøj, Nede foran Skelhøj - lidt mod øst er der et lille beplantet område. Her er der den mest fantasiske udsigt ud over Kongeåen. Der står et borde-bænkesæt. 100 kr. i levering. 

Du skal ved bestilling oplyse ønsket tidspunkt for levering - og være tilstede på det ønskede leveringssted, så du kan modtage maden. 

Du kan også vælge at blive ved Sønderskov. Der er en fin rundtur i herregårdens landskab på Møllestien ved Sønderskov på lidt over 4 km - og så kan I bagefter sætte jer i Sønderskovs have eller i skoven syd for haven eller i Sønderskovs Folkehave. Herfra kan I nyde synet af den smukke bygning og dens historiske omgivelser. Haven og omgivelserne til Sønderskov rummer en række forskellige bænke, og du er også velkommen til at slå jer ned på græsplænen syd for bygningen. Her følger I parkeringspladsen på den østlige side af Folkehaven helt ned til Havehuset og går ad stien videre ned i skoven. Her er der siddepladser rundt om bålstedet .I finder mere om Sønderskovs historie og have her

 

Påskefrokost to go

Turforslag

Turen her er listet i rækkefølge efter deres afstand fra Herregårdskælderen.

Lidt praktisk - se mere om de enkelte steder længere nede: 

Møllestien udgår fra parkeringspladsen ved Sønderskov. 

Kongeåstien kan du tage ud på fra enten p-pladsen ved Frihedsbroen eller i Foldingbro. 

Camino Frøs Herred-ruten er afmærket i begge retninger. Det letteste sted at kunne starte - fordi der også er parkering - er ved Lintrup Kirke. Du skal følge ruten, vende om og gå samme rute tilbage til bilen. 

Andre gode forslag til steder med natur, historie og udsigt - dem finder du på vores oversigt over Picnicpletter. 

Husk at VisitVejen Appen indeholder mange digitalt guidede ture - mobilens gps viser dig vej. Kig i app'en under Oplevelser og vælg punktet Digitale guider. 

Liste
Karte
Her ligger byerne

Her finder du byerne